Ayurvedisk ophold – Detox – Goa, Mandrem Beach
Så er jeg hjemme igen efter 14 dages ayurvedisk ophold ved Dr. Rohit i Mandrem Beach Goa.
Jeg var taget til Dr. Rohit for at blive renset ud, herunder at få massage dagligt, men også for at researche området og bosteder til vores kommende rejse med gæster i februar 2020.
Det kan være et chok at komme til Indien, alt er så anderledes, selvom Mandrem Beach i Goa er en light version af Indien. Der er en stemning af at alt løser sig, som giver en indre ro og så er inderne på Mandrem Beach så søde og hjælpsomme.
Detox – ayurvedisk behandlinger
Jeg havde min første konsultation ved Dr. Rohit dagen efter vi ankom, stadig lidt jetlaget.
Jeg havde regnet med at jeg skulle i gang med panchakarma, som er en større udrensning, hvor man drikker ghee, som er klaret smør, i 5-7 dage, afslutter med en urtepille, som sætter gang i maven, så man skal være i nærheden af et toilet hele dagen, efterfulgt at busties (lavementer), samtidig med at man får massage dagligt. Jeg har prøvet det en gang før hos Dr. Rohit og følte mit system blev genstartet. Alt smagte nyt efterfølgende. En ret vild oplevelse.
Dr. Rohit mente dog, at jeg denne gang blot skulle holde ferie og få udrensende massager. Det ville mit system have bedst af. Så jeg blev ordineret 14 dages daglig massage i halvanden til to timer. Ikke engang yoga skulle jeg, som ellers bliver afholdt på taget i Dr. Rohits klinik 3 gange dagligt. Jeg måtte spise hvad jeg ville, dog ikke for tungt om aftenen. Jeg meldte mig til yogimad, som er sundt vegetarisk mad, lavet på ayurvediske principper, serveret på taget på Mandrem Paradise, hvor vi boede. Dog var Mark og jeg ude og spise rigtig lækkert indisk mad nogle gange efterfulgt af isdesserter. Jeg var jo trods alt ordineret ferie 🙂
Daglig massage, hvordan foregår det?
Min massør i 14 dage hed Cybil, en erfaren ayurvedisk massør, som ser hendes arbejde som en pligt, for at vise vejen mod et sundere og mere afbalanceret liv. Meget inspirerende.
Mine massager de følgende 14 dage, blev en afveksling af lymfedrænage, body scrub, marma massage (som er tryk på punkter over hele kroppen), shirodhara (olie der flyder i en lind strøm på det 3. øje for at afstresse og give dit mindset nyt liv) og til slut zoneterapi. Cybil havde meget fokus på mine lår og min bagdel, som hun mente skulle reduceres, og det endte også med at jeg tabte mig en tøjstørrelse, har fået strammere lår og balder, og min appelsinhud er reduceret.
Det var skønt med daglig massage. Jeg er selv massageterapeut og ser det som ren luksus at få daglige massager. Det satte dog gang i en udrensningsproces, og jeg havde ikke energi til så meget andet end at slappe af mellem behandlingerne. Nu her efter hjemkomsten mærker jeg en helt anden grundlæggende energi som er mere rolig, og faktisk mærker jeg mig selv bedre. Jeg er ikke på autopilot, men smager maden bedre, mærker når jeg er mæt, mærker mine grænser tydeligere og så står det klart, hvad jeg skal videre i mit arbejdsliv. Det kan anbefales. Vi kan tænke os til meget, men at komme ned i kroppen og mærke livet fra et sanseligt sted, er et helt andet udgangspunkt og jeg oplever en større indre glæde og tilfredshed.
Hvad har jeg fået ud af det?
Dr. Rohit afsluttede sidste session med at give mig nogle få anvisninger med hjem, som vil være godt at leve efter, hvis jeg vil have at min krop fungerer optimalt. Der er ting jeg ikke må spise efter klokken 15.00 som for eksempel banan og avokado, da det skaber slim i systemet. Ligeledes skal jeg så vidt muligt drikke og spise varmt efter klokken 15.00, da det er lettere fordøjeligt for mit system. Han har før ordineret mig sang eller dans. Der er ingen forbud og løftede pegefingre, men nogle få anvisninger, som er nemme at gøre til leveregler for et mere balanceret system, både fysisk, mentalt og sjæleligt. Det er det hele menneske der er i fokus.
Jeg er meget glad for at jeg tog til Dr. Rohit igen. Det har virkelig gjort en afgørende forskel, da jeg ligesom er nulstillet. Der er ting der er gået op for mig og blevet tydeligere som for eksempel hvordan jeg skal prioritere. Det har jeg før oplevet når jeg er på ferie, men denne gang opleves det anderledes, fordi der er blevet arbejdet i dybden med min krop gennem massagen og jeg har fået renset ud. Det opleves mere stærkt og opleves som om det ikke kan være anderledes, fremfor at jeg har tænkt prioriteter fra et intellektuelt sted, hvor jeg har lavet lister og skemaer.
Er du interesseret i at læse mere om turen til Goa i 2020 se her.
Vi holder infoaften om vores rejser d. 28. marts i Rosensgade 24, 3. sal, 8000 Aarhus C. Du kan tilmelde dig på sms på 51888943.
Namaste